›
Aktuelle nyheder • Arkiv •
23-02-2010
Tak til en unik forsvarsminister
Han var soldaternes, befolkningens og Folk & Forsvars minister
Da forsvarsminister Søren Gade for seks år siden for første gang som nyudnævnt minister stod på Folk & Forsvars talerstol ved repræsentantskabsmødet i maj 2004 på Christiansborg, var hans introduktion direkte rettet til Folk & Forsvars medlemmer:- Folk & Forsvar skal have ros for det store arbejde, som organisationen har gjort i forbindelse med arbejdet omkring forsvarsforliget, og har været selvstændig i stand til at sætte dagsordenen. Tak for det, sagde Søren Gade dengang.
Det er åbenbart, at hele Danmark i dag seks år efter har meget at takke den populære forsvarsminister for. Søren Gade har i sin embedsperiode truffet beslutninger, der har været i forsvarets bedste interesse, og som har tjent de danske soldater og de mange ansatte under Forsvarsministeriet bedst muligt. De beslutninger har også været i Folk & Forsvars bedste interesse. Ministerens stærke personlige indleven i soldaternes ve og vel, også når han skulle begrave dem, har fæstnet sig på danskernes nethinde via fjernsynets nådesløse kameraøje og gjort indtryk på høj og lav.
Utallige har også været de aktiviteter og beslutninger, som forsvarsministeren personligt har fulgt op, drevet af en stærk retfærdig og engageret lyst og interesse for soldatens ve og vel. Flere af Folk & Forsvars mærkesager som værnepligt, reserven, hjemmeværn, omsorg og international tjeneste har nydt ministerens bevågenhed.
Det kan vi i dag kun sige ham tak for.
Med Søren Gades egne ord kan fokus på en person nå et tidspunkt, hvor det er for meget og fjerner fokus fra de væsentlige arbejdsområder. Folk & Forsvar har stor respekt for ministerens fokus på opgaven på bekostning af en person.
Der er givetvis mange, der kunne ønske en anden exit for Søren Gade, især fordi negative enkeltsager ofte overstråler det hårde daglige slid og helt overskygger den flid, ministeren har lagt i arbejdet for at profilere dansk forsvar i det nye årtusinde med det historisk brede forsvarsforlig, der netop nu står overfor sin implementering.
Folk & Forsvar siger med dyb respekt farvel og mange tak til en markant forsvarsminister.
Med statsministerens ord ”mister regeringen en meget værdsat forsvarsminister, der med stor empati, engagement og faglig dygtighed har løst en meget vanskelig opgave. For det skylder Danmark ham stor, stor tak".
Vi – Danmarks største forsvarspositive organisation – byder også velkommen til Søren Gades afløser Gitte Lillelund Bech, som vi – bl.a. som tidligere bestyrelsesmedlem i Folk & Forsvar – også kender rigtig godt. Vi ser frem til samarbejdet.
Frank E. Andersen
formand for Folk & Forsvar


1614 København V